Så sidder jeg her igen.. Min plan for denne blog var at skrive om Addison servicehunden, som jeg havde nævnt i min første blog og siden da, har rigtig mange efterspurgt en blog om det emne...
Jeg skal nok få taget mig sammen, og skal lige have talt med hundetræneren om hun evt vil skrive lidt om det også... Men lige idag skal handle om mit mentale humør..
Sådanne dage har jeg af og til. De er så svære at forklarer, den igår var dog ekstra slem. Min mand og min søn ved at på de dage, der skal de høre og se lidt efter mig og ellers bare føje mig i hvad jeg siger og gør... Det bedste jeg kan gøre for mig selv er at gå i min seng og sove det væk, for det er somregl helt ændret næste dag..
Jeg har en ufattelig livsvilje, jeg nægter simpelthen at give op overfor denne sygdom... Hvorfor?
Tjow, det kan svares på meget enkelt.. Fordi jeg er en Mor.
Jeg har ikke sat et barn i verden for at ødelægge hans verden ved at fjerne hans mor... Jeg har meget svært ved at kæmpe for *Lisbeth* men hold op hvor er det nemt at kæmpe for Frederiks Mor... Hun kan trække tænder ud sir jeg dig... Da jeg valgte at få et barn til trods for mine smerteproblemer, var det meget velovervejet og jeg var godt klar over når jeg valgte at sige A så måtte B komme, ligegyldigt hvor hårdt det end måtte være. Jeg har en plads, et job og det er at være den allerbedste Mor for mit barn som jeg overhoved kan være, ligeså længe som jeg kan få lov til det.
Da jeg blev gravid sagde jeg meget overbevisende (især overfor mig selv) at det ville ALDRIG komme til at gå ud over ham at jeg var syg. Aldrig... Aldrig... Aldrig....
Men man skal nok passe på med hvad man tror om noget man endnu ikke har prøvet. For det kan ikke undgåes at gå lidt ud over ham. Han er feks nødt til at tjekke med kammeraterne om de er sløje, før de får lov at komme her. Folk der er lidt sløje, er desværre ikke velkommen før de har det bedre, da en simpelt influenza, virus, forkølelse i sidste ende kan tage mit liv (men så er man altså også enormt udsat og uheldig).. Jeg skal helst holde mig fra syge og sløje mennesker.. Sjovt nok bliver jeg næsten aldrig smittet af Brian eller Frederik.. Måske det er fordi vi bor sammen og deler de samme bakterier.. Jeg aner det ikke...
For vores søn ikke skulle lide under at Mor er syg, så er man nødt til at tage nogle forholdsregler og gøre ting som en alm familie måske ikke kunne drømme om.
Forrige år var Brian og Frederik på ferie på Mallorca, sammen med en kammerat. Jeg blev herhjemme. Jeg vidste godt at jeg ville være en hæmsko hvis jeg tog med, så jeg valgte at det var mere vigtig for mig at min søn fik en god aktiv (fysisk aktiv) ferie som han havde ønsket sig, med en masse minder om netop det han gerne ville opleve, fremfor hvis jeg var med så ville det meste være enormt stille og rolig og intet i stil med det han ønskede sig...
Jeg er en meget anderledes Mor.. Jeg er ikke med til forældremøderne, jeg kender ikke alle hans venner, kan ikke navne og ansigter på alle i hans klasse (glemmer desværre meget nemt pga min medicin) MEN jeg er derimod den mentale tilgængelige Mor som mange mangler i dagens stressede Danmark. Jeg har ALTID tid til at snakke, ALTID tid til at lytte, Jeg er her ALTID han har aldrig skulle sætte spørgsmålstegn ved mig.
Alt dette ville aldrig kunne fungere hvis det ikke var for min mand Brian.
Han er den mest vidunderlige menneske jeg nogensinde har mødt.
Han er den dejligste ægtemand en kvinde kunne ønske sig og den mest fantastiske far, et barn kunne få.. Ham priser jeg mig lykkelig for hver eneste dag.
Idag har vi kendt hinanden i 18 år, så vi har nået endnu en milesten i vores liv. Planen er at om to år, fra dags dato, så skal vi have et kirkebryllup.. Vi er allerede borgerligt viet, men jeg vil enormt gerne give min Far den oplevelse at føre hans eneste datter op at kirkegulvet, og ja.. alt det andet der høre til et kirkebryllup.
Jeg er selv meget troende (på min egen måde) Brian er ikke troende og det har vi valgt at acceptere at på det punkt er vi forskellige og hvad Frederik vælger, skal være op til ham selv. Men i 2017 skal der holdes kirkebryllup. Så har jeg et nyt mål at nå..
Sidste år havde jeg valgt bare jeg kunne holde mig i live og oprejst til at komme gennem Frederiks konfirmation.. Da den var overstået stod jeg lidt og følte en vis tomhed, for hvad mål havde jeg nu.. Men mål er der nok af.. Jeg tager eet år af gangen, det bliver man nødt til med denne sygdom, Jeg kan ikke planlægge feks at skulle have hund om 5 år, for der er ikke garenti for jeg er her til den tid, så sådanne planer er kortfattede i min verden...
For at fortælle kort om Addison Servicehunden.
Jeg havde hørt at det var muligt at træne en hund til at reagere inden jeg blev syg.. Jeg vidste at det er muligt, fordi min gamle hunkat advarede mig når jeg var ved at blive syg. I starten forstod vi ikke hvad hun forsøgte at fortælle os, men som tiden gik, opdagede vi at hun fangede mine signaler inden jeg blev dårlig..
Hun var ikke en hyggenusse kat, hun ville gerne kæles og nusse, men kun på hendes præmisser. Når hun reagerede på mig, hang hun op af mig som et stykke gennemgnasket tyggegummi, sad på skødet af mig (selv når vi feks sad og spiste aftensmad), hun lå under min dyne i armen, miauved af mig konstant, puffede til mig, gik i vejen og man var slet ikke i tvivl om hun ville fortælle noget..
Da vi opdagede hvad hun fortalte og lærte at lytte til hende, vil jeg påstå hun har reddet mig fra et par addison kriser og indlæggelser jeg vil endda gå så langt som til at sige hun reddede mit liv...
Desværre forlod hun os i en meget ung alder, hun var kun 6 år gammel da hun en aften kastede store mængder blod op. Hun blev hasteindlagt men afgik ved døden næste dags morgen.
RIP Mussemor og tak for livet.
Jeg har en sød veninde i Belgien, som også har Addison sygdom, hun har en addison servicehund, Narnia hedder hun og hun er en vidunderlig støtte for min veninden.. Narnia har sin egen Facebook side, hvor man kan følge hende...
Link to Belgians first Addisons assistant Dog
Narnia →
Nå.. men jeg fandt frem til at man kunne få en addison hund som kunne trænes netop til dette formål og det lød vildt spændende og lige noget for mig. Det var nok mere en drøm tror jeg, end at det rent faktisk kunne gå hen og blive virkelighed, var ikke så meget i mine tanker som selve tanke om at det var muligt...
Jeg skrev et langt brev til en hundetræner som jeg fandt online, og hun skrev tilbage at de rent faktisk var igang med en masse forberedelser til en forening som skulle støtte op om service og socialhunde, til folk som mig, eller folk med PTS og lign.
Der gik et halvt år og så så jeg en lille pelstot online, jeg blev så forelsket.. Fenton hed han, han var af racen Selyham Terrier, en rigtig rolig og afslappet terrier type.
Fenton skulle først tjekkes og godkendes af hundetrænerne, før jeg kunne få ham, men han bestod med bravour og flyttede ind hos os en fredag middag..
Fenton var vidunderlig.. Selv overfor kattene opførte han sig eksemplarisk og alt var faktisk lutter idyl, lige på nær mig (altså mit helbred).
Jeg satte (selvfølgelig) Fenton's behov før mine egne, især fordi han stadig var en hvalp, og det resulterede i om Tirsdagen gik jeg i Addisonkrise (kun 5 dage efter Fenton ankom).
Jeg havde simpethen ikke kræfter til at have en hvalp som var afhængig af mig. Det gik rimlig godt de andre dage, for der var Brian og Frederik der til at hjælpe mig, men da hverdagen begyndte med skole og arbejde og jeg skulle være alene hjemme med hund og helbred, samtidig med jeg pludselig satte 'noget andet' før min sygdom, der gik det galt.
Jeg er nødt til at ligge mig til at sove/hvile når jeg har brug for det, når min krop ber om det. Men har man en lille hvalp der står og tigger om at få lov at komme ud og gå en tur, så går man jo en tur. Det er logik.. Det måtte jeg indse at jeg ikke kunne på daværende tidspunkt, da jeg også var enormt dårlig gående og overanstregte min krop ufattelig meget...
Fenton nød at være 'på ferie' hos os. →
Fenton blev afhentet af hundetræneren som gav ham tilbage til hans dejlige opdrætter, to fantastiske kvinder som har støttet os hele vejen igennem forløbet. Han bor nu i Saudi Arabien hos en Engelsk familie...
Jeg SKAL have min Addison hund.. men der er enormt mange ting der skal falde på plads først, så vi ikke begår samme fejl som sidste gang. Det brænder dybt i min sjæl at jeg måtte opgive at have Fenton, han var en drøm at have, og ville have egnet sig enormt godt som servicehund...
Heldigt for mig, har træneren og foreningen ikke opgivet mig endnu og vi leder igen efter en hund. Denne gang skal jeg have en hund som er ældre, en hund der ikke er så afhængig af mig, altså en der kan passe på mig, fremfor jeg passer på den... Sidder du med / eller kender du til en, hvor du nu sidder og tænker, jamen DET er jo perfekte hund til Lisbeth, så skriv endelig til mig herinde...
Jeg ville gerne skrive mere om især hvordan sådan en hund trænes, men for det skal være helt korrekt vil jeg først spørge hundetræneren om hun har tid og overskud til at skrive et par linjer om processen.
Efter jeg har skiftet medicin i sommer har jeg ændret mig ufattelig meget fysisk. Jeg går ikke med krykker eller rollator mere. Jeg kan nu gå op og ned af trapper, men mentalt kan jeg ikke følge med.
Så jeg kæmper pt for at få mit hovede til at følge min krop, for hvor er det dog vidunderligt at jeg pludselig kan ting igen, jeg kan bare ikke overskue det endnu.. men jeg har troen på det kommer.
Jeg har jo alverdens grobund for success med de mennesker jeg har i mit liv til at støtte mig, Jeg er syg, meget syg. Jeg har smerter, mange smerter
PS: Jeg kan kun anbefale denne Selyham Terrier som race til alle der ønsker en lille fantastisk klog, rolig og sjov hund... Især den mentale ro der er over racen, de er ikke vilde og voldsomme som mange terrier racer normalt er. Fentons stamnavn er Bussybuddy's Fenton og hans opdrætter Susanne bor på Fyn.
Fenton's Mor →
Fenton →
Ingen kommentarer:
Send en kommentar